Velkommen

Studie- og ordensreglerne er fastsat af skolens ledelse efter høring i bestyrelsen, elevråd og pædagogisk råd. Reglerne er offentliggjort på skolens hjemmeside.

Studie og ordensreglerne er gældende for elever, der går på Vestfyns Gymnasium. De gælder primært i forbindelse med undervisningstiden, uanset om denne foregår på eller uden for skolen (ekskursioner, studierejser m.m.), men de kan også bringes i anvendelse i situationer uden for undervisningstiden, når de pågældende indgår i sammenhænge, der kan identificere dem med skolen, eller den pågældende adfærd skønnes at have betydning for forhold på skolen.

Almindelig orden og samvær samt aktiv deltagelse i undervisningen.

Da Vestfyns Gymnasium er et uddannelses- og arbejdssted for mange gælder de almindelige regler for god opførsel. Der skal altid udvises omtanke og hensyn til skolens funktion, inventar og materiel.

Alle elever har pligt til at møde forberedte til undervisningen og deltage aktivt i denne. Alle på Vestfyns Gymnasium skal udvise respekt og åbenhed for undervisningen, så ikke andres engagement, lyst og muligheder for at deltage konstruktivt i undervisningen begrænses.

Alle elever har frem til kl. 16.00 pligt til at orientere sig på Lectio om morgendagens lektier og lokaler.

Skolens ledelse har et ansvar for at trivselsmålingerne indgår som et centralt led i skabelse af god trivsel. Det betyder bl.a.  at målingerne- og de problemstillinger de afdækker -  behandles i de enkelte klasser, samt at Elevrådet aktivt inddrages i at gøre en god skole bedre.

Enhver på Vestfyns Gymnasium er forpligtet til at bidrage til fastholdelse af et godt arbejdsmiljø, og en inkluderende skole og klassekultur. Ingen må udsættes for – eller udsætte andre for – nedværdigende eller krænkende behandling.

Alle har ret til at trives og indgå i fællesskaber. Ingen skal føle sig overset eller afvist, hvis vedkommende har brug for hjælp.

Elever og ansatte har alle et ansvar for dels at forebygge og bekæmpe mistrivsel og mobning, og dels handle på oplysninger om mobning. Ved observeret mobning eller mistanke herom henvender man sig enten til klasseteamet, studievejledningen eller skolens ledelse.

Efter anmeldelsen vil klasseteam, studievejledningen eller skolens ledelse forsøge at afdække mobningens karakter og omfang og efterfølgende iværksætte tiltag der sikrer at mobningen stopper, at den mobbede finder tilbage til fællesskabet og forebygger senere mobning.